Mit faglige fundament

Mit arbejde bygger på en bred uddannelsesmæssig baggrund inden for yoga, Qi Gong, Tai Chi, yogaterapi og pædagogik. Gennem mange års uddannelse og praksis har jeg fordybet mig i både østlige bevægelses- og sundhedstraditioner samt moderne forståelser af læring, udvikling og menneskelig trivsel.

Trivsels-Akademi

Jeg er blandt andet certificeret i Ba Mai Qi Gong af Dr. Hui Zhang, uddannet medicinsk Qi Gong-instruktør ved Akupunktur Akademiet og certificeret i Tai Chi og Five Animals Qi Gong af Master Ping Wu ved FangYuan Tai Chi Centre i Kina. Derudover har jeg gennemført omfattende yogauddannelser inden for Hatha Yoga, Vinyasa Yoga, Yin Yoga og Yoga Terapi samt en kropsterapeutisk Hatha Yoga-uddannelse ved Dansk Akademi for Kropsterapi.

Som cand.pæd. kombinerer jeg indsigt fra de traditionelle østlige praksisser med pædagogisk viden og en moderne forståelse af menneskelig trivsel. Jeg ser mennesket som en helhed, hvor krop, sind og den eksistentielle dimension påvirker hinanden gensidigt.


Trivsels-Akademi

Jeg begyndte selv at praktisere yoga, qi gong og tai chi i en periode af mit liv, hvor jeg havde brug for mere ro i krop og sind og ønskede at genfinde livsglæden. Livet byder på både medgang og modgang, og gennem egen erfaring oplevede jeg, hvordan disse praksisser kan skabe mere balance, nærvær og styrke. Derfor blev min personlige interesse gradvist til en faglig passion.

Trivsels-Akademi

Mit ønske er at skabe rum, hvor mennesker kan finde ro, fordybelse og ny energi. Gennem undervisning, refleksion og kropslige praksisser støtter jeg mennesker i at styrke deres trivsel, skabe større balance i hverdagen og udvikle en dybere forbindelse til sig selv, andre og livet som helhed.

Trivsels-Akademi